Et grønt samarbejde der er ren Win-Win-Win

På Vodskovs hovedgade ligger Lyd & Billed Vodskov A/S, som siden starten i 1989 er vokset fra lokaler på 60 m2, til de nuværende på 370 m2

I butikken mærker man den lokale forankring, fornemmer den gode service og den tætte relation til kunderne. Lys & Billed har et bredt udvalg af produkter, der imødekommer de flestes behov, uanset om det er et par nye høretelefoner, eller om det er feinschmeckeren der ønsker den ultimative oplevelse når der skal høres musik, ses TV eller film.

”Beslutningen om at outsource håndteringen af affald til FleXskrald, har uden tvivl været meget værdifuld for os. Det er især de store mængder af pap, flamingo og plastik fra indpakningen af vores produkter, der tidligere har været tidskrævende at håndtere. Nu er det FleXskrald der varetager opgaven, og sørger for at størstedelen af det bliver genanvendt”, fortæller medejer, Kim Sørensen

Udover store besparelser i tid og ressourcer, der nu kan bruges på et målrettet fokus på kundeservice, er der også en økonomisk værdi for Lyd & Billed. Kim vurderer, at aftalen med FleXskrald er 10-15% billigere end alternativerne fra andre leverandører, som de har været i dialog med”

Kim slutter af med at understrege, at de er meget glade for at samarbejde med FleXskrald, og for at støtte et grønt- og meningsfyldt projekt, samtidig med, at de bidrager til at flere mennesker kan få et meningsfyldt fleksjob ved Huset Venture Nordjylland.


Mere end bare en helsekostbutik

Helsam Gruppen A/S blev grundlagt i 1985. Helsam ejer 18 butikker, og har derudover 14 butikker tilknyttet som franchise. To af disse butikker har hjemme i Aalborg, og ejes af Aase Margrethe Thomsen. Det ligger i kædens DNA at gøre mere end blot at sælge produkter med omtanke for klimaet. Blandt andet har Ole, som arbejder i butikken, et stort fokus på at minimere butikkernes klimaaftryk blandt med fokus på at genanvende så meget som muligt. Som Ole Thomsen siger, det er mange små tiltag, der er med til at bidrage til et mere bæredygtig samfund.

”Vi bør alle gøre mere for at tænke bæredygtighed og ansvarlighed ind i alt hvad vi gør. Det omfatter alt, lige fra en holdning til de produkter vi sælger, til måden vi tænker mulighed for reduktion i det affald vi producerer.”, siger Ole. ”

Samarbejdet med FleXskrald passer ind i vores DNA
Ole opdagede ved et tilfælde en annonce i den lokale avis for netop FleXskrald, og så muligheden for at få afhentet og håndteret butikkens affald på en langt mere bæredygtigt – endda billigere og mere fleksibelt end hans daværende leverandør. Med samarbejdet bidrager Helsam Aalborg til at reducere antallet af dieseldrevne lastbiler i byen.

Gennem samarbejdet kan Helsam Aalborg bidrage til kædens CSR-ansvar, samtidig med samarbejdet tager socialt ansvar, da alle medarbejderne hos FleXskrald er ansat i et fleksjob.

 


ACTAS: Fra kunderelation til partnerskab

Et positivt og resultatskabende samarbejde er udfaldet af flere års partnerskab mellem Huset Venture Nordjylland (HVN) og sikringsvirksomheden ACTAS.

Da HVN i sin tid blev grundlagt, var det ACTAS, der leverede alarmer og sikkerhedssystemer. Siden da har kunderelationen mellem de to virksomheder udviklet sig, så der i dag i højere grad er tale om et partnerskab.

Foruden god service og stærke kunderelationer, betyder socialt ansvar og mangfoldighed også meget for ACTAS, da begge dele er ressourcer, der bidrager til virksomhedens udvikling og vækst. Desuden bidrager mangfoldigheden også til at skabe en vigtig indsigt og respekt kollegaer imellem.

HVN har siden 2018 bidraget til mangfoldigheden hos ACTAS, som dengang efterspurgte fleksibel arbejdskraft til bl.a. andet lager- og pedelopgaver. Det førte til stor succes med virksomhedens første fleksjobansatte, der løste – og fortsat løser – netop den type opgaver i virksomheden. Sidenhen er det blevet til endnu en dedikeret fleksjobansat, som passer udendørsarealerne i afdelingen i Aalborg.

Begge medarbejdere er ansat gennem HVN’s unikke FleXansat-koncept. FleXansat betyder, at medarbejderen er ansat hos HVN, der tager sig af alt papirarbejdet og det ansættelsesretlige, mens jobfunktionen udføres hos ACTAS.

I dag er sammensætningen af medarbejdere hos ACTAS særdeles alsidig og favner ud over de FleXansatte også både faglærte, akademikere og lærlinge. I 2018 vandt ACTAS den regionale akademikerpris, ligesom virksomheden via de faste lærlingepladser også har fået lærlingeprisen.
Endelig har ACTAS en HR-medarbejder ansat gennem isbryderordningen. Og til denne medarbejder udfører HVN en mentorstøttefunktion.

Både hos ACTAS og HVN er der enighed om, at det betaler sig at investere i partnerskaber med virksomheder, som deler interesse for de samme indsatsområder.


Mentor-ordning fastholder folk i job

Huset Venture Nordjyllands mentor-ordning er ét redskab blandt mange i vores værktøjskasse, når det handler om at understøtte fleksjob til mennesker, der ikke kan bestride et fuldtidsjob. Vi har spurgt Rikke Schultz, sagsbehandler og jobkonsulent ved Rebild kommune, hvad mentor-ordningerne betyder i praksis.

”Mine borgere har alle slags baggrunde. Derfor er forløbene vidt forskellige, men formålet er jo altid at finde et job, der kan fastholdes. I den proces er der nogle borgere, der har brug for ekstra støtte”.

Her er Huset Venture Nordjyllands mentor-ordning aktuel:

”Nogle gange betyder mentorordningen helt konkret, at borgeren bliver fastholdt i jobbet, for han/hun kan have brug for ekstra hjælp til at ”lande i jobbet”. HVNs mentorordning er også utrolig god ift. at komme med konstruktive tilbagemeldinger. Mentorerne konfronterer os – på en positiv måde – med ting, som kan gøres endnu bedre. De griber borgeren, lægger mærke til dennes udvikling og fungerer som katalysator for en opbyggelig dialog mellem kommune og borger. Mentorordningen betyder også, at borgere, som ellers ikke kan flyttes, rent faktisk flytter sig. Borgerne oplever både ekstra tryghed ved – og bliver også udfordret gennem ordningen – på den gode måde”.

I HVN bruger vi også tid på at udbrede kendskab til, hvordan man som virksomhed/organisation kan tage socialt ansvar og hjælpe mennesker, der ikke kan arbejde på normale vilkår, i job. Adspurgt om ”socialt ansvar” er noget, der er kommet for at blive, siger Rikke:

”Det er blevet større. Der er flere, der nævner det. Det er klart noget, der er kommet for at blive. De bløde værdier vinder mere frem. Det bliver ligesom med klimaet. Hvis man som virksomhed skal være fremme i skoene, så er det ikke kun en grøn politik, der skal på dagsordenen. Det skal socialt ansvar også”.

Rikke Schultz slutter med at fortælle, at virksomheder, der gerne vil tage socialt ansvar og ansætte mennesker i fleksjob gør sig selv en tjeneste ved at være nysgerrige og stille spørgsmål, så begrebet ’fleksjobansatte’ kan blive afmystificeret.

”De skal bare spørge. Enten jobkonsulenter som mig hos kommunen. Eller ude på de socialøkonomiske virksomheder, som Huset Venture Nordjylland, der altid kan finde en løsning på tingene”.

Kontakt Charlotte Sletting Fisher på 20 53 38 54 eller CFI@hv-nord.dk og hør mere om mentor-ordningen.

 


De tager sig af alt mit regnskab

Tine Bilgram– Jeg er så dårlig til regnskab. Jeg forstår ikke, at nogen kan finde ud af det. Så jeg er taknemmelig for Huset Venture Nordjyllands regnskabsafdeling. De tager sig af alt mit regnskab. Jeg behøver ikke engang en revisor, fordi det hele er så klokkeklart. Det kører bare.

Tine Bilgram (tv. i billedet) har haft forretningen ”Bilgram Læring og Forandring” i godt 15 år. Og gennem de sidste 4 har Huset Venture Nordjylland stået for hendes regnskaber.

– Jeg havde en revisor før. Og hun var god, men Huset Venture Nordjylland er mere mig. Jeg kan godt lide kombinationen af faglig dygtighed og socialt ansvar. Den passer godt med mit menneskesyn.

Tine Bilgram er bachelor i musik. Hun har blandt meget andet undervist i musik i 15 år. Og blev også musiklærer på Autismecenter Nordbo. Her fik Tine et stort hjerte for disciplinen at flytte mennesker fra a til b; i psykologisk retning. Og for mødet mellem mennesker. En diplomuddannelse i psykologi samt en kandidat i lærings- og forandringsprocesser samt uddannelser indenfor kognitiv terapi betyder, at Tine fortsat kan gå dybere med de mennesker, hun har i terapi i sin virksomhed.

– Og så er det jo ikke regnskab, man vil bruge sin tid på, siger Tine og lyser op i et stort smil.

På et tidspunkt var Tine med til at starte en socialøkonomisk virksomhed, og derigennem fik hun forbindelse til Huset Venture Nordjylland. Tine mente, at Husets formål og filosofi passer rigtig godt med hendes eget menneskesyn: At man altid skal hjælpe andre. At man skal give lidt ud af sig selv.

– Og det gør de virkelig hos Huset Venture Nordjylland. Ikke blot er de nogle tal-tryllekunstnere. Man møder også altid venlighed og fleksibilitet hos dem. Det er bare rart at komme i Huset, slutter Tine.

 


Min hjemmeside er uundværlig

Life Care Studio– Det er en vigtig del af forretningen at have en hjemmeside, smiler yogalærer og alternativ behandler, Susanne Hedberg. – Det er jo ens ståsted overfor kunderne. Da jeg skulle have bygget min, anbefalede en bekendt Huset Venture Nordjylland. Og dér fik jeg en løsning, der var designet præcist til mine ydelser.

I over 20 år har det været Susannes mission at hjælpe det enkelte menneske til at vedligeholde og udvikle både mental og fysisk velvære og sundhed. – Det kan være forskellige behandlinger, der skal til, men yoga er for alle, uanset alder og erfaring, smiler hun.

Healing, hypnose og mindfulness er blandt de forskellige discipliner i Life Care Studio. – Og ja, jeg har prøvet de øvelser og behandlinger, jeg benytter, på egen krop. Det giver en ekstra dimension at arbejde ud fra, når jeg målretter behandlingerne til det individuelle menneske, siger hun.

– Min hjemmeside er uundværlig i formidlingen af dét, jeg kan hjælpe andre med. Så jeg er virkelig glad for Huset Venture Nordjyllands arbejde. Også fordi de samtidigt udviklede et nyt logo – og tog fantastiske billeder.

– Det var mit mål at fremstå præcis som jeg er: Afslappet, smilende og professionel. Og samtidigt som en almindelig kvinde, der værdsætter sundhed i krop og sjæl. Det mål er bestemt blevet opfyldt, og jeg er ovenud tilfreds med resultatet, slutter Susanne Hedberg.

 


Mød en af vores kunder

Unioil SupplyUnioil Supply A/S har flere års erfaring med at levere brændstofprodukter og dertil relaterede services til shippingindustrien. ”Vi har en travl hverdag, hvor resultaterne tæller”, understreger Susanne Strandgaard Larsen, der er ansvarlig for virksomhedens FleXansatte medarbejder  i Aalborg-afdelingen. 

Virksomheden har gennem længere tid været tilknyttet denne  attraktive ansættelsesordning, hvor det er muligt at holde fokus på forretningen og samtidig tage et socialt ansvar, uden at skulle spekulere på det personaleadministrative. 

”For vores virksomhed er det vigtigt, at skabe mere end økonomisk vækst. Ud over omsætning og bundlinje handler det hele tiden om at se nye muligheder – og så er det god stil at gå forrest med en positiv CSR-politik. Samtidig får vi udført en række opgaver, som vi sætter stor pris på i hverdagen”, tilføjer hun. 

Susanne Strandgaard Larsen værdsætter samarbejdet med Huset Venture Nordjylland, som tilbyder netop denne ordning. Med ordnin¬gen bliver fleksjobkandidater matchet mellem arbejdsgiver og opga¬ver således, at den enkelte virksomhed får en kompetent og stabil arbejdskraft, og samtidig minimeres det administrative arbejde. 

”Det er en god ordning, som jeg kun kan anbefale andre små og mellemstore virksomheder at bruge. Den såkaldte FleXansat-ordning er fantastisk for os som virksomhed. Vi modtager blot en månedlig faktura på de udførte timer, og får udført de opgaver, der er behov for. Det er nemt og fleksibelt – og samtidig er vi med til at tage et socialt ansvar, med hjælp fra specialister. Det betyder nemlig meget, at have en virksomhed som Huset Venture Nordjylland som samarbejdspartner”, fastslår hun.