Partnerskab

Partnerskab

Er du fleksjobsøgende? Og er du måske kørt fast i en lang række ansøgninger, der ikke har givet pote endnu? Trænger du til at mærke, at dine kompetencer, erfaringer og særlige personlighed bliver brugt og værdsat?

Så kan vi hjælpe dig:

Huset Venture Nordjylland har sat sig selv i verden for at understøtte og udvikle din kamp for at få et godt job. Og vi tror på dig: Vi tror på, at alle mennesker har mulighed for at få et meningsfuldt job. Vi tror på, at der er brug for alle. Det handler ikke om at have ”gode kort” på hånden. Men om at spille de kort, man har, rigtigt.

Vi råder over og igangsætter fortløbende en bred vifte af arbejdsmarkedsmålrettede indsatser og forløb, som har til formål at åbne døre til jobs for mennesker med en enten fysisk, psykisk eller social funktionsnedsættelse.

Samtidigt arbejder vi på at hjælpe arbejdsgivere med at finde de rette kandidater – og til at tage socialt ansvar ved at forankre det rummelige arbejdsmarked i deres virksomhed.

Det er, når vi finder det helt rette match mellem virksomhed og en fleksjobkandidat, at det hele går op i en højere succeshistorie. Dem har vi rigtig mange af i ærmet, og vi ”fortæller” også gerne din.

Rent praktisk tilpasses et jobmålrettet forløb til dig personligt og foregår som et samarbejde mellem dig, din rådgiver på Jobcentret og os.

I forløbene fokuserer vi på (udvikling af) dine ressourcer. Vi understøtter dig i at afklare og udvikle dine drømme, ønsker og kompetencer, og vi hjælper dig med at definere dine skånehensyn og eventuelle udviklingspotentialer i forhold til dit fremtidige fleksjob.